Hej!
Vi hedder Katrine og Mark, og vi står bag SnikSnack. Vi er gift med hinanden, bor på Vestfyn med vores to børn, og vi elsker snacks.
Ideen til at lave et snackfad begyndte at spire allerede i 2019, da Katrine begyndte at servere eftermiddagsmad til Vilje på dengang to år på et arvet ruminddelt fad i porcelæn. Allerede første gang et billede blev delt af fadet på Katrines Instagramprofil @ren.barnemad kom der mange spørgsmål om, hvor det var fra. Men fadet havde Katrines bedstemor fundet på ‘loppen’, så det var ikke sådan at få fingre i. Desuden var det skrøbeligt og havde allerede små skår, så vi ønskede os selv en ny variant.
Vi spoler tiden frem til begyndelsen af 2021, hvor Katrine er på barsel med en nyfødt Bjørn og har mange timer i sengen med en sovende baby i favnen. Her begynder hun at researche på, hvordan man kan få produceret et lignende fad. Mark var med på ideen fra starten, og da han er selvstændig programmør, tog han straks opgaven med alt hvad der vedrører teknik og hjemmeside. Mark fandt på navnet SnikSnack en dag, mens han skiftede Bjørns ble, og så var vi i gang. Vi undersøgte mange forskellige materialer og produktionsmuligheder i både Indien og Kina og fik en masse produktprøver hjem, men efter mange hovedbrud i forhold til pris, materialer, bæredygtighed, leveringstider og alt muligt, fandt vi ud af, at vi måtte acceptere den store opstartsomkostning ved at få produceret vores eget støbeværktøj, og få det produceret på dansk jord. Den beslutning er vi SÅ glade for, og vi har vi kælet helt utrolig meget for det ene design, som vi har på hylderne lige nu.
Om designet
Snackfadet er på størrelse med en almindelig middagstallerken på ca. 25 cm i diameter. Det har fem rum og er støbt i ren polypropylen – en 100 % genanvendelig plasttype uden skidt kemi. Afrundingerne på fadet gør rengøring både i hånden og i opvaskemaskine meget nem. Fadet passer i tallerkenholderen i opvaskemaskinen og har ingen kanter, hvor vandet kan samle sig. Kvaliteten gør i øvrigt at fadet kommer helt tør ud af maskinen. Farven er en ensfarvet varm hvid, som gør det brugbart for hele familien og ikke kun for børn. Valget på opdelingen med fem rum er truffet ud fra, at det skal være let at fylde fadet. Hvis der er for mange rum, og man ikke synes, man har nok forskelligt at komme deri, vil man måske ikke så ofte bruge snackfadet. Og vores ønske er, at det bliver et fad, som bliver brugt hver dag. Rummene er fordelt symmetrisk omkring cirklen, hvilket gør, at man kan fylde det samme i to rum uden at det ser forkert ud. Man kan altså nøjes med kun to forskellige snacks og så en dip eller et glas vand i det midterste rum, eller man kan fylde noget forskelligt i alle fem. Har man flere snacks, kan man fylde to forskellige i samme rum eller købe et snackfad mere 😉
Vi håber, at du kommer til at elske snackfadet lige så meget som vi gør, og at du vil dele din begejstring med alle dem, du kender. For alle kan bruge et snackfad!